Home » Artikler, Uncategorized » Lukas Graham lover nyt album i 2018

Lukas Graham lover nyt album i 2018

Det er ikke nogen hemmelighed, at Lukas Graham igennem længere tid har arbejdet på nye sange, og nu lover gruppen, at de vil udgive et nyt album i 2018.

På Twitter svarer Lukas Graham nemlig på et spørgsmål fra en fan: “Ja, vi forventer at udgive et nyt fuldlængdealbum i 2018. Bliv hængende!” Mere info får vi ikke i denne omgang.

I oktober offentliggjorde Lukas Graham på Instagram, at de var i studiet med den amerikanske producerlegende Rodney Jerkins alias Darkchild. En mand, der som 40-årig allerede har arbejdet sammen med en lang række af de helt store navne inden for soul, r&b og pop, blandt andre Michael Jackson, Whitney Houston, Destiny’s Child, Beyoncé, Britney Spears, Lady Gaga og Kanye West, så man kan roligt sige, at hans deltagelse er endnu en fjer i den tætprydede hat for den danske gruppe.

Der er mildt sagt noget at leve op til for Lukas Graham, der fik et globalt gennembrud i 2016 med singlen “7 Years”, som – efter at sangen havde været et stort hit herhjemme året før – blandt andet toppede hitlisterne i Australien, Canada, Storbritannien, Italien og Sverige og fik en fornem andenplads på den amerikanske Billboard-hitliste. Deres andet album, Lukas Graham (Blue Album), gik også sin sejrsgang verden over og nåede førstepladsen i blandt andet Australien og Canada samt en andenplads i Storbritannien og en tredjeplads i USA.

Lukas Graham kan opleves på Grøn Koncert-turnéen til sommer, og vi kan da håbe, at albummet når at udkomme inden da – ganske ligesom forgængeren blev udsendt herhjemme i juni 2015, måneden før Lukas Grahams hidtil seneste deltagelse på Grøn Koncert.

 

Kilde: Gaffa.dk

comment closed


Copyright © 2017 · 2town Radio · All Rights Reserved · Posts · Comments
2town Radio stiller musik til rådighed i samarbejde med Koda & Gramex